Vedtægter for foreningen Vejgaard Bydelshus
Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er ”Vejgaard Bydelshus”. Foreningen er stiftet den 3. marts 2026 og har hjemsted i Aalborg Kommune.
Formål
Foreningens formål er at varetage opgaven med at skabe det økonomiske grundlag og de organisatoriske rammer, for at der kan etableres og driftes et bydelshus i Vejgaard, Aalborg. Dette er foranlediget af Vejgaard Samråds arbejde med et skitseprojekt støttet af lokale foreninger, samt byrådet i Aalborg Kommune, der som resultatet af budgetforlig anno 2025 har meddelt opbakning til projektet.
Formålet er således at tilvejebringe et økonomisk fundament samt den videre etablering af en driftsorganisation der kan tage over når bydelshuset etableres. Dette sker gennem forskellige aktiviteter.
Medlemmer og kontingent
Som aktivt støttemedlem kan optages enhver der vil støtte op om foreningens formål, og aktivt virke herfor. Alle over 18 år kan blive medlem.
Foreninger, virksomheder og/eller organisationer (krav om CVR-nummer) kan være medlem. Ved en generalforsamling har en forening der repræsenterer mere end 100 medlemmer ved seneste CFR-optælling ti stemmer, ellers én. Individuelle medlemmer og virksomheder har én stemme.
Bestyrelsen kan udelukke et medlem, hvis der findes grund dertil ved enten at virke mod formålsparagraffen eller handler illoyalt. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen, ud over kontingentforpligtigelsen.
Et medlem mister sit medlemskab, hvis kontingent ikke er indbetalt senest 10 dage efter den årlige kontingentopkrævning. Ved udmeldelse refunderes indbetalinger ikke. Dette gælder også foreninger.
Vælger en forening at udtræde af projektet, overgår foreningens plads i bestyrelsen til at være en personlig repræsentation.
Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af marts måned i Aalborg. Tid, sted og dagsorden offentliggøres med én måneds varsel.
Forslag, der ønskes på generalforsamlingen skal indgives skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingen. Vedtægtsændringer skal indgives med samme frist.
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindeligt flertal blandt de fremmødte medlemmer, medmindre andet fremgår af vedtægterne. Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de fremmødte på generalforsamlingen.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt, men foreninger kan lade sig repræsentere af en anden, med den pågældende forenings godkendelse. Dette skal skriftligt fremsendes til bestyrelsen senest tre dage inden generalforsamlingen.
Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde:
- Valg af dirigent og stemmetællere (mindst to udpeget af generalforsamlingen)
- Bestyrelsens beretning
- Aflæggelse af regnskab
- Rettidigt indkomne forslag
- Godkendelse af budget og kontingent
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
- Valg af én revisor og én suppleant
- Eventuelt
Dagsorden for ekstraordinær generalforsamling skal indeholde mindst punkterne a, d og h.
Alle bestyrelsesmedlemmer er valgt for en to årig periode, men med rul så halvdelen er på valg i lige år, og den anden halvdel i ulige år.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt stiller krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af op til ni medlemmer. En repræsentant for en forening skal have mandat fra den pågældende forenings bestyrelse til at kunne varetage foreningens interesser ift. formålet. Disse bedes meddelt til bestyrelsen før generalforsamlingen. Foreninger med repræsentanter valgt direkte, kan skifte repræsentant uden forudgående godkendelse.
Til bestyrelsen har følgende foreninger forrang til pladser. Dvs. at hver forening ved generalforsamlingen kan meddele om man ønsker at gøre brug af sin plads. Øvrige pladser er åbne for andre foreninger eller personlige medlemmer.
- Vejgaard Samråd
- Vejgaard Gymnastikforening
- AIK Vejgaard
- Aalborg Håndboldklub
- Btk Tateni
- Vejgaard Badminton
Bestyrelsen konstituerer sig med følgende poster:
- Formand
- Næstformand
- Kasserer
- Sekretær
- Menige medlemmer
Bestyrelsen virker ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende.
Bestyrelsesarbejdet er ulønnet, dog kan rimelige og aftalte udgifter afregnes per regning.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg, samt fastsætte sin egen forretningsorden. Der kan deltage observatører på hele eller dele af bestyrelsesmøder.
Økonomi, tegning og hæftelse
Regnskabsperioden er 1. januar til 31. december. Regnskabet skal i god tid inden den årlige generalforsamling forelægges foreningens revisor til godkendelse. Foreningen har én revisor samt én suppleant, som vælges for ét år ad gangen.
Foreningen kan tegnes af formanden og kassereren i fællesskab.
Foreningen kan ikke stifte gæld, hverken gennem lån, kreditordninger eller økonomiske forpligtelser uden fuld dækning.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med foreningens formue. De medvirkende foreninger kan ej heller hæfte for forpligtigelser pålagt Vejgaard Bydelshus.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
Eventuelle overskud anvendes til foreningens formål og kan ikke udbetales til medlemmer.
Opløsning
Foreningen kan kun opløses når 2/3 af deltagerne i to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmet herfor. I tilfælde af opløsning tilfalder eventuel formue Vejgaard Samråd. Er det ikke muligt gives formuen til SIFA, med et ønske om at foreninger i Vejgaard tilgodeses. Midler fra fonde betales som udgangspunkt retur til fonden. Midler kan ikke udbetales til medlemmer.
Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 3. marts 2026.